Hvem er jeg?

Karla Lange

Autoriseret psykolog

Tryghed og nærvær er fundamentet i mit arbejde med børn og unge.
Jeg møder alle med anerkendelse og fokus på deres ressourcer og drømme, da jeg tror på, at udvikling sker ved at se og styrke det, man allerede kan.

For mig er det vigtigt at være opmærksom på hvad både tanker, følelser og kroppen fortæller os.

Min tilgang til terapi

Her kan du læse mere om min faglige baggrund, og hvordan jeg arbejder

Uddannelse og erfaring

Jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2026, og modtog også autorisationsbevis samme år. Mit afsluttende speciale, omhandlede inddragelse af heste i traumebehandling af børn og unge.

Siden 2020 har jeg været tilknyttet Resonans I/S i Aarhus som studentermedhjælper, hvor jeg har opbygget solid erfaring med udredning, støttende samtaler og mentorforløb med børn og unge med neurodivergens.

Aktuelt samarbejder jeg med Else Brunvand (https://www.elsebrunvand.dk/) og Line Gebauer (https://www.linegebauer.dk/) i klinikken, hvor jeg fungerer som konsulent på relevante opgaver.

Mit arbejdsfelt

Jeg arbejder for, at hvert barn og ung føler sig set og forstået samt inspireres til at turde udvikle sig.

I arbejdet med neurodivergente børn og unge tilpasses metoderne altid efter deres individuelle behov.

Tidligere forløb har haft fokus på motivations- og ressourceafdækning samt udvikling af kompenserende strategier, der støtter i dagligdagen. Vi arbejder blandt andet med at forstå kroppens signaler, skabe sammenhæng og opnå erfaring med at regulere følelser og adfærd.

Tilbyder forløb med inddragelse af heste

Traditionel samtaleterapi kan opleves som udfordrende for nogle børn og unge. Derfor tilbyder jeg samtaler på vores landejendom, hvor naturen og dyrene inddrages for at skabe et mere åbent og trygt terapimiljø.

Naturen og dyrene kan hjælpe barnet eller den unge med at være nærværende, mærke kroppen og udtrykke sig, når det føles trygt og rart. Det kan bl.a. foregå som en walk and talk i skoven eller gennem øvelser med hestene.